Vi bruger virkelig mange timer foran vores mobiltelefon eller vores computer,- og jeg bliver faktisk lidt bekymret…..

Da jeg var barn, der gik eller cyklede vi rundt, når vi skulle besøge hinanden. Dengang var det muligt, at mødes på den lukkede villavej eller på den nærliggende legeplads.

Efter mobiltelefonens fødsel, så blev vi skilt ad. Pludselig mødtes vi ikke længere. De små gader blev tomme og legepadsen blev kold. Samtalerne gik i stå – altså de samtaler, hvor øjenkontakten og kropssproget fulgte med.

Vi mødtes ikke længere uden en grund. Det var i hvert fald nødvendigt med en forudgående aftale.

Modellen i dag er, at vi sender en besked og spørg´ om det passer ind med et telefonopkald – bare for at tale sammen…… Hvis det ikke er muligt, at finde tid til dette, så ´samtaler´ vi yderligere – skriftligt – over de sociale medier og herefter finder vi tid og sted at mødes, måske………..

Da jeg var barn, blev det ikke aftalt, hvornår vi skulle se hinanden. Vi kørte op ad indkørslen eller parkerede foran opgangen – og så bankede vi på hoveddøren.

Se, nu kommer den mærkbare ændring!

Dengang var der ingen panik over græsslåning, vasketøj, børn, madlavning eller andre undskyldninger for, at hjemmet ikke stod til ´officiel´ fremvisning.

Vi bød velkommen – med udadvendt og positivt kropssprog…………….. og øjenkontakt. Kaffen blev sat over – imens vi talte sammen. Der blev kigget efter søde sager i skabet og var der ikke noget, så fandt vi en løsning. Det var rart, at være sammen. Det var dejligt med ekstra liv i hjemmet. Nærvær og god stemning var sundt for krop og sjæl. Der blev talt frem og tilbage over bordet eller under havevandringen. Børnene hyggede sig. Det skabte en god stemning i os alle.

Hvad hvis det sker i dag? I kommende weekend? Lige om et øjeblik?

Hvordan er din reaktion, hvis nogle banker uanmeldt på din hoveddør? Langt de fleste har en forestilling om, at der er sket noget alvorligt. En eller anden har brug for hjælp. Der kommer jo ikke ´nogen´ og banker på, hvis vi ikke har aftalt det! Den bedste reaktion er den hvor fruen i huset mistænker manden for at have inviteret venneparret – UDEN at have aftalt det med hende. Det blik kan jo slå enhver ihjel…… Den øjenkontakt kan vi alle være foruden!

Sol, måne og stjerner skal stå korrekt. Huset skal være rengjort. Dugen skal være glattet. Maden skal være parat til servering. Stearinlysene skal være tændt. Sengen skal været redt. Og nu kommer det vigtigste – Er det lige eller ulige uge? Det skal jo også hænge sammen med børnene og deres 7/7 ordning eller 10/4 eller….?

ALT skal aftales. Vi bruger mere tid på at aftale og koordinere vores kalendere, end vi bruger på at være sammen og tale om alt eller intet. Vores små eller store hyggelige hjem må ikke ligne et hjem under udvikling. Der må ikke være fejl, mangler eller hængepartier. Magasinet BO BEDRE når os ikke til sokkeholderne og vi stiler stadig efter et højere niveau.

Og det eneste der sker er, at vores undskyldninger vælter ud, når vi får besøg…. “Jah, vi har ikke lige fået malet stakittet og vi er heller ikke færdige med renoveringen af badeværelset endnu.” Og hvad så……?

“Og så må I undskylde vores rod, søndag eftermiddag”

Jeg er da mere interesseret i, hvordan du/I har det. Jeg vil da helst mødes, end at sidde med min mobiltelefon og føre en samtale dér. Og så er jeg da ligeglad med renovering, oprydning eller andre materialistiske rum under udvikling.

Nu nærmer weekenden sig og skulle det ske, at I besøger hinanden uanmeldt eller styrter rundt og cleaner hus eller have, så tænkt over, hvem det er til for. Mærk efter, om det er så vigtigt med snorlige aftaler og et hus der emmer af Føtex´ bedste rengøringsmærke.

Skulle det ske, at der er nogle med forhøjet puls eller hjerterytme, som IKKE kan finde takten igen efter et uanmeldt besøg i weekenden, så ring endelig mandag morgen. Jeg står klar med brugbare redskaber, så roen igen kan sænke sig. Vi skulle jo nødigt skabe en vedvarende forstyrrelse hos vores medmennesker.

SÅ, hvorfor mødes vi?

Fantastisk, forstyrrende weekend til jer alle og husk jeres aftaler, det er ulige uge……….